(17.06.2016) Jönsson Inventar skal producere den ovale skranke i Corian med indfræset logo, opbevaringsskabe med jalousilåger, integreret teknik og detaljer i bruneret messing, designet af Henning Larsen Architects. Entreprisen består desuden af 4 skærmvægge med snoede lameller i egetræ.
Smykkekoncernens nye domicil skal stå klar til indflytning i starten af august.
Pandoras fremtidige domicil på Havneholmen består af to bygninger på hver seks etager forbundet af en mellembygning af glas i alle seks etager. De 550 medarbejdere vil få tagterrasse på toppen af begge bygninger samt et større kantineområde og flere showrooms i stueetagen.
Pandoras ny moderne kontorhovedsæde opføres som EU GreenBuilding certificeret på Gold-niveau efter miljøsystemet LEED og vil komme til at efterleve de skærpede energikrav, der indføres for kontorbyggerier i 2020 (Bygningsklasse 2020).
Bygningernes solceller på tagfladerne samt den intelligente klimastyring bidrager til at sikre et uhyre lavt energiforbrug.